PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
I
morges trak jeg ikke i gummistøvlerne, da jeg skulle ud med katten. Det var
første gang i år, og det var ikke bevidst. Det var foråret, der var krøbet
under huden. Ikke bare på mig, et par musvitter og en solsort gav sig til kende
med større fynd end for bare et par dage siden. Katten svarede igen ved at sænke
kroppen til krybestilling, mens den styrede mod bagsiden af komposten af kvas
og nedfaldne blade. Her lurer den på mus og forfløjne fugle.
Jeg hægtede løbelinen til dens snor. Nu kunne den have det så
godt. Om sommeren ligger den der i timer.
På vej ind tjekkede jeg termometeret. 2,5 grader. Det har vi haft
mange gange denne vinter, men uden nogen fornemmelse af forår i luften.
Da jeg et øjeblik efter sad med den sidste sjat morgente, virkede
i-Paddens friske nyheder som blade fra i fjor. Støjbergs lagkage. Aberne på
Gibraltar – skal de efter Brexit være spanske? MRSA i danske svinestalde. St. petersborgeres
skræk for at bruge metroen. Hotdoggen, som Trump ikke ser ud til at få spist
med Kim Jong-un. Lise Nørgaards tilstundende hundredårsdag med statue af hende i
Roskilde.
Jeg smed tesjatten i vasken og fyldte den lille termokande med
kaffen, der havde stået og lave sig selv, mens jeg var ude med katten.
Jeg fandt en let trøje. Uldsokker til gummistøvlerne, trods alt. Solid
vindjakke med lomme stor nok til termokanden. Kraftige arbejdshandsker.
Efter et par minutter var jeg klar til forårets første raid.
Uden hue!
Men hvorfor dette hastværk?
Jeg anede det ikke, for planen for den næste halvanden time, før
jeg skulle af sted, var helt anderledes. Nu så jeg pludselig mig selv med sneskubberen
i den ene hånd, skistavene i den anden og skiene under armen med kurs mod
redskabsskuret. Meget var de ikke blevet anvendt med den sne, der var faldet –
heller ikke i fjor, for resten. Nærmest så lidt, at ordsprogets Lidt har også ret var uden mening.
Jeg tog den sorte plastspand med metalhåndtag hen under pilen. Her
har der vinteren igennem hængt fedt med forskellige nøddeblandinger, købte som
hjemmelavede, og holdt sammen af net, flækkede mælkekartoner, skaller fra
kokosnødder eller gitre af ståltråd. Affaldet lå og ventede og kom i spanden.
Festmåltid på festmåltid havde der været for store og små, men ikke
i blandet flok. Musvitten blev jaget væk af spætten og spætten af kragen, som
blev jaget væk af mig, for det var jo ikke den, jeg ville fodre. En dag skønne
dag i begyndelsen af januar fløj spætten væk i sådan en fart, at den hamrede
ind i et vindue. Kragen var ligeglad, men det var katten, der sad bag det
selvsamme vindue, ikke! Den blev balstyrig, den ville straks ud for at fuldende
det, som spætten selv ikke havde klaret gennem sin hurtige flugt.
I en fart lodsede jeg katten ind på badeværelset, hvor det varme
gulv fik den til at glemme blodtørsten.
Imens overvejede jeg, om jeg skulle gøre pinen kort for fuglen,
der lå på siden og trak vejret heftigt og slog med vingen, eller håbe på, at
den ville genvinde kræfterne. Det har jeg før set.
Men den udåndede fem minutter efter med en blodplet under nakken,
og jeg, familiens bedemand, graver og præst, måtte i gang med en
vinterbegravelse med behørig fremførelse af Ekorrn
satt i granen – den var et must, da der var børn i ligfølget, nu er de
fløjet fra reden, men sangen hænger med. Jordpåkastelse var utænkelig, men
nogle stivfrosne grene fik jeg da knækket og lagt over den lille røde
flagspætte.
Jeg har ikke set til den siden, men jeg ved, at ræven engang imellem lusker forbi på
jagt efter lækkerbiskener.
Jeg sukker ikke over livets rundgang, mens jeg hælder kaffe op i
mit gamle trækrus. Og igen må jeg konstatere, at aldrig smager kaffe bedre, end
når man står lænet op ad en brændestabel den første forårsdag.
Udsigten er måske ikke ligefrem opmuntrende, men det er den, jeg
er gået ud efter.
Foran mig den brun-grå-gule græsplæne, smattet som af gammelt
opkast og overstrøet med nedfaldne grene. En del fra nabogrunden, selvfølgelig!
Jeg lader dem ligge til græsset bliver tørt. Så er der mindre end
en halv times arbejde.
Men ovre ved huset ser jeg mange timers slid med skovl og spade
for at få de imprægnerede brædder på plads, som jeg i forfjor satte på højkant fyrre
centimeter fra husets betonsokkel. Frosten har løftet dem nogle centimeter op,
og de skal ned igen, skal de! så jeg ubesværet kan køre over dem med to af plæneklipperens
hjul på græssiden og de andre to på de kubikmeter af småsten, jeg for to år siden
lagde som dræn omkring huset. Dét var arbejde, og finishen var tiltalende!
Men nu har frosten altså ødelagt ikke blot æstetikken, men også den
ubesværede plæneklipning.
Jeg slår de sidste dråber kaffe ud af koppen og stikker den i
lommen.
Det er så bare at gå i gang. Alternativerne: at give op eller
flytte i lejlighed er lige nu alt andet end tiltalende. For ret beset er der jo
ikke tale om andet end om petitesser – detaljer i den store husholdning, jeg
har gjort mig til en aktiv del af. Det er i dem, djævelen ligger, har jeg lært.
Men tugter man dem i tide, vækkes han ikke til live. For så suges regnvandet
ned uden at blive årsag til oversvømmelse, og fuglene flyver i flok om foråret,
når der har været frø på foderbrættet.
Små bidrag, men netop i dag føles det bedre at hengive sig til dem
end at læse om andres mislykkede forsøg på at skabe orden af det kaos, der
altid ligger og lurer. Bortset fra forfatteren, selvfølgelig, som lykkedes!
På vej efter skovl og spade nikker jeg til tulipanspirerne fra vores
amsterdamske løg, standser op og lytter. Jeg er næsten sikker på, at jeg kan
høre dem vokse.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar