KIM JONG-UN ER EN DESPERADO





PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Kim Jong-un er en desperado. Han rasler med sin sabel, så det klirrer i tallerkenerne over hele Kloden. Min sult forsvinder, mens suppen skvulper.

Kim Jong-un har bomber. Ikke fisede kanonslag som det, der for nylig slog hul i nogle huler i Afghanistan. Og raketter som dem, der ikke engang kunne ødelægge en lufthavn i Syrien, foragter han.

Kim Jong-uns bomber er rigtige bomber. A-bomber.

Kim Jong-un er ikke som normale mennesker. Han står over alle andre, for han ved bedst. Og tror nogen noget andet, fyrer han dem.

Kim Jong-uns undersåtter er våbenfikserede. Han har lært dem, at de er bedst i verden, og det tror de på. Bortset fra dem, der er utilfredse, men det er deres egen skyld, de kan bare lære at gå strækmarch og følge trop. Det har de al frihed i verden til.

Kim Jong-un tøver ikke med at gå i krig. Især synes han om forebyggende angreb. Det siger han ikke selv, og siger han noget, gør han måske det stik modsatte. Eller også gør han ingenting. Han er kalkuleret uberegnelig, og summen af uforudsigeligheder er selve strategien.

Kim Jong-un vil gerne have et rigtigt hangarskib, så han kan sejle rundt og tweete bøøh du er lige så dum, som jeg er stærk, og hvis du ikke makker ret, blæser jeg dig til atomer eller bruger en af mine andre strategier, som jeg har rigeligt af. Så strækker han hænderne frem, de er små, men meget, meget stærke.

Kim Jong-un har korte fingre. Når han peger med dem, viser han styrke og beslutsomhed på vegne af det folk, hans hjerte banker for at gøre stort igen.

Kim Jong-un hader alle dem, der er ude på ballade. Det er derfor, han har så mange soldater og vil have endnu flere. Desværre har han ingen allierede, han kan kræve det samme af. På den anden side er det helt i orden, for så kan de heller ikke kræve noget af ham. Sådan bliver han bom-stærk af at stå helt alene.

Kim Jong-un er ikke humanist. Han har måske aldrig hørt ordet. Han ved ikke, hvad menneskerettigheder er. Men han går ind for oplysning af folket, og han kender sandheden, for den har han selv skabt.

Kim Jong-un ser folket på TV, ganske almindelige mennesker, der hylder ham med lykkelige smil. Kærligheden til ham blomstrer foran hans tribune, når han ser kvinderne løfte benene, som dansede de can-can til militærmusik i en skønhedskonkurrence uden sidestykke. Det klør i hans fingre efter at gengælde deres kærlighed.

Kim Jong-un ved, at USA er ude på ballade. Fint nok, hvis kineserne hjælper. Men uden dem klarer han det selv, siger han, og peger på sig selv med sine buttede tommelfinger.

Kim Jong-un er elsket, han er stærk, og han bestemmer selv, når solen skinner.

Når Kim Jong-un rasler med sablen, skvulper suppen over tallerkenkanten her i Finland, hvor jeg sidder og skriver.


ANNONCE:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar