PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Kim
Jong-un er en desperado. Han rasler med sin sabel, så det klirrer i
tallerkenerne over hele Kloden. Min sult forsvinder, mens suppen skvulper.
Kim
Jong-un har bomber. Ikke fisede kanonslag som det, der for nylig slog hul i
nogle huler i Afghanistan. Og raketter som dem, der ikke engang kunne ødelægge
en lufthavn i Syrien, foragter han.
Kim
Jong-uns bomber er rigtige bomber. A-bomber.
Kim
Jong-un er ikke som normale mennesker. Han står over alle andre, for han ved
bedst. Og tror nogen noget andet, fyrer han dem.
Kim
Jong-uns undersåtter er våbenfikserede. Han har lært dem, at de er bedst i
verden, og det tror de på. Bortset fra dem, der er utilfredse, men det er deres
egen skyld, de kan bare lære at gå strækmarch og følge trop. Det har de al
frihed i verden til.
Kim
Jong-un tøver ikke med at gå i krig. Især synes han om forebyggende angreb. Det
siger han ikke selv, og siger han noget, gør han måske det stik modsatte. Eller
også gør han ingenting. Han er kalkuleret uberegnelig, og summen af
uforudsigeligheder er selve strategien.
Kim
Jong-un vil gerne have et rigtigt hangarskib, så han kan sejle rundt og tweete bøøh du er lige så dum, som jeg er stærk, og
hvis du ikke makker ret, blæser jeg dig til atomer eller bruger en af mine
andre strategier, som jeg har rigeligt af. Så strækker han hænderne frem,
de er små, men meget, meget stærke.
Kim
Jong-un har korte fingre. Når han peger med dem, viser han styrke og
beslutsomhed på vegne af det folk, hans hjerte banker for at gøre stort igen.
Kim
Jong-un hader alle dem, der er ude på ballade. Det er derfor, han har så mange
soldater og vil have endnu flere. Desværre har han ingen allierede, han kan
kræve det samme af. På den anden side er det helt i orden, for så kan de heller
ikke kræve noget af ham. Sådan bliver han bom-stærk af at stå helt alene.
Kim
Jong-un er ikke humanist. Han har måske aldrig hørt ordet. Han ved ikke, hvad
menneskerettigheder er. Men han går ind for oplysning af folket, og han kender
sandheden, for den har han selv skabt.
Kim
Jong-un ser folket på TV, ganske almindelige mennesker, der hylder ham med
lykkelige smil. Kærligheden til ham blomstrer foran hans tribune, når han ser
kvinderne løfte benene, som dansede de can-can til militærmusik i en
skønhedskonkurrence uden sidestykke. Det klør i hans fingre efter at gengælde
deres kærlighed.
Kim
Jong-un ved, at USA er ude på ballade. Fint nok, hvis kineserne hjælper. Men
uden dem klarer han det selv, siger han, og peger på sig selv med sine buttede
tommelfinger.
Kim
Jong-un er elsket, han er stærk, og han bestemmer selv, når solen skinner.
Når
Kim Jong-un rasler med sablen, skvulper suppen over tallerkenkanten her i
Finland, hvor jeg sidder og skriver.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar