PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg
er forvirret.
Men jeg er ikke sikker på, om jeg er det, fordi min evne til at begribe ordenen i det
mangfoldige er mangelfuld. Eller om jeg er det, fordi min tro på denne orden kun er en fantasme for, at denne orden findes
(hvad den så ikke gør!), og vil skjule min forvirring i forholdet til en
uorden, jeg ikke kan udholde. I begge tilfælde rammes jeg i nakken af den
rationalitet, som har præget vores syn på verdens gang siden Oplysningstiden.
Konklusionen på min forvirrethed er i al sin irrationelle klarhed,
at det er tilfældighederne, som styrer, også i det omfang, det faktisk er
muligt at give ord til en rationel begrundelse for det indtrufne.
Hermed er alting vendt på hovedet fra at være begribbart i en
dialektik, som en tysk filosof satte i system med begreber som tese, antitese
og syntese, til et kaos styret af impulser uden fornuftens kontrol og
overjegets godkendelse – for at referere til en psykolog, der også udtrykte sig
i det tyske sprog. Hegel og Freud er navnene på disse to af 18 og 1900-tallets
tænkere, som bedre end de fleste har grebet og forstået det, der rørte sig i
tiden og i psyken.
I kort begreb beskrev de en udvikling med specifikke årsager i et
fornuftige forhold til hinanden. Ofte kompliceret med et utal af faktorer. Et
virvar for den uindviede, men med et resultat som en klar struktur i kærlighed og
i krig og i politik, for eksempel.
I vores moderne verden hænger de to sidste uløseligt sammen, i den
præmoderne verden, hvor enevældige, narcissistiske psykopater med titler af
konge og fyrste selv skabte loven, gav det lettere mening at sætte sin lid til
Gud og Forsynet og ægteskabelige alliancers holdbarhed end at forsøge at
forstå.
Men i det 21. århundredes politiske verden er Gud og Forsyn og en
himmelfalden måben ikke gangbar mønt. Metafysikken er for længst død som
forklaringsmodel, forvirringen og det utrolige skal rationaliseres og
kanaliseres ind i strukturer og mønstre, så vi kan læne os trygt tilbage i
vores intellektuelle lænestole, klappe i hænderne af vore analytiske evner og
få masser af likes for den brillans, hvormed vi skaber orden. Hver dag leverer
journalister, bloggere, kommentatorer og historikere et væld af produkter, men
uden forudsigelsens og foregribelsens nådegave.
Den storpolitiske disruption,
den til splinter sprængte orden af kontinuitet, diplomati, pålidelighed, tillid,
medmenneskelighed og tolerance, som vi time for time bevidner på den globale
skueplads, giver daglige påmindelser om nødvendigheden af et frontalt opgør med
den forvirrethed, som én mand, Du-Ved-Hvem, mere end nogen anden i vor tid skaber
og hvirvler op. Han har magt til at starte et forløb af hændelser, men ingen
evne til at kontrollere og standse.
Den lov, der blev født af troen på fornuften og medmenneskeligheden,
er det eneste legitime middel til at genskabe en orden, hvor ikke indskydelser efter
recepten La-loi-c’est-moi, som enevoldsfyrster
som Ludvig den XIV lænede sig mod, sætter den konkrete verden i bevægelse mod
et kaos, som allerede nu findes som den logiske udgang i mange forvirrede
hjerner.
Hvor er oprøret for at få loven tilbage?
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar