FORVIRRING



 PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Jeg er forvirret.
Men jeg er ikke sikker på, om jeg er det, fordi min evne til at begribe ordenen i det mangfoldige er mangelfuld. Eller om jeg er det, fordi min tro på denne orden kun er en fantasme for, at denne orden findes (hvad den så ikke gør!), og vil skjule min forvirring i forholdet til en uorden, jeg ikke kan udholde. I begge tilfælde rammes jeg i nakken af den rationalitet, som har præget vores syn på verdens gang siden Oplysningstiden.
Konklusionen på min forvirrethed er i al sin irrationelle klarhed, at det er tilfældighederne, som styrer, også i det omfang, det faktisk er muligt at give ord til en rationel begrundelse for det indtrufne.
Hermed er alting vendt på hovedet fra at være begribbart i en dialektik, som en tysk filosof satte i system med begreber som tese, antitese og syntese, til et kaos styret af impulser uden fornuftens kontrol og overjegets godkendelse – for at referere til en psykolog, der også udtrykte sig i det tyske sprog. Hegel og Freud er navnene på disse to af 18 og 1900-tallets tænkere, som bedre end de fleste har grebet og forstået det, der rørte sig i tiden og i psyken.
I kort begreb beskrev de en udvikling med specifikke årsager i et fornuftige forhold til hinanden. Ofte kompliceret med et utal af faktorer. Et virvar for den uindviede, men med et resultat som en klar struktur i kærlighed og i krig og i politik, for eksempel.
I vores moderne verden hænger de to sidste uløseligt sammen, i den præmoderne verden, hvor enevældige, narcissistiske psykopater med titler af konge og fyrste selv skabte loven, gav det lettere mening at sætte sin lid til Gud og Forsynet og ægteskabelige alliancers holdbarhed end at forsøge at forstå.
Men i det 21. århundredes politiske verden er Gud og Forsyn og en himmelfalden måben ikke gangbar mønt. Metafysikken er for længst død som forklaringsmodel, forvirringen og det utrolige skal rationaliseres og kanaliseres ind i strukturer og mønstre, så vi kan læne os trygt tilbage i vores intellektuelle lænestole, klappe i hænderne af vore analytiske evner og få masser af likes for den brillans, hvormed vi skaber orden. Hver dag leverer journalister, bloggere, kommentatorer og historikere et væld af produkter, men uden forudsigelsens og foregribelsens nådegave.
Den storpolitiske disruption, den til splinter sprængte orden af kontinuitet, diplomati, pålidelighed, tillid, medmenneskelighed og tolerance, som vi time for time bevidner på den globale skueplads, giver daglige påmindelser om nødvendigheden af et frontalt opgør med den forvirrethed, som én mand, Du-Ved-Hvem, mere end nogen anden i vor tid skaber og hvirvler op. Han har magt til at starte et forløb af hændelser, men ingen evne til at kontrollere og standse.
Den lov, der blev født af troen på fornuften og medmenneskeligheden, er det eneste legitime middel til at genskabe en orden, hvor ikke indskydelser efter recepten La-loi-c’est-moi, som enevoldsfyrster som Ludvig den XIV lænede sig mod, sætter den konkrete verden i bevægelse mod et kaos, som allerede nu findes som den logiske udgang i mange forvirrede hjerner.
Hvor er oprøret for at få loven tilbage?


ANNONCE:





Ingen kommentarer:

Send en kommentar