PLASTICPOSE OG BÆREPIND


Bærepinde skal i dag købes!








PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

  

Mens usikkerhed rumsterer i mellemgulvet og spørgsmålene hober sig op:

– hvornår skal Donald Trump i fængsel?
– hvis gæld vokser hurtigere end Kinas?
– hvor længe holder Theresa Mays bukser?
– hvorfor er Robert Mugabe ikke allerede død?
– hvilken ulovlig ordre pønser Inger Støjberg lige nu på?
– hvordan vil Emmanuel Macron genopfinde Frankrig & Europa?
– hvem prygler demonstranter i Rusland efter Vladimir Putin og Dimitrij Medvedev?
– hvad skiller Finlands Jussi Halla-aho fra Ungarns Viktor Orbán, fra Danmarks Pia Kjærsgaard, fra Sveriges Jimmie Åkesson, fra Frankrigs Marine Le Pen?

griber jeg efter noget velkendt, småt, kompakt, solidt, trygt:
En bærepind!
Bærepind?
Jeg ser den for mig i en rød og hvid snor, som ekspedienten omhyggeligt har strammet om indpakningspapiret. Så tager han en bærepind fra kassen på disken, hvor min mor allerede har lagt beløbet.
– Og så en bærepind, kære frue, siger han og lægger hovedet lidt på skrå.
Uden at vente på svar knytter han rask bærepinden fast til snoren og rækker den med en venlig gestus over disken og ned til mig.
– Så den unge mand også kan få lov til at hjælpe til.
Min mor synes sikkert, som jeg, at ekspedienten er et skvadderhoved, men pinden ligger i hånden, hvor den skal, og snorestumpen til pakken går uden at snære ned mellem langemand og guldbrand. Mens vi går hjemad svinger jeg kækt med pakken, der dingler elegant i sin bærepind.
Det der med at dingle elegant i bærepinden er, må jeg tilstå, et citat, som jeg har stjålet fra 3. udgave fra 1962 af Nudansk ordbog.
Billedet giver indkøbet overskuelighed. Jeg ser personlig betjening og håndholdt pakke frem for dagens bugnende indkøbsvogn og plasticposer, der tynger bæreren mod jorden, inden de eventuelt sprækker med en katastrofe midt på fortovet i myldretiden til følge.
Men nu er vi allerede sprunget langt ind i en helt anden tidsalder:
Plasticposens.
Den altrummende plasticpose.
Dét ord ser jeg først i 15. udgave fra 1995 af min uundværlige Nudansk ordbog. Men da havde posen længe været bærepindens altbesejrende afløser.
I dag, toogtyve år endnu senere, i netudgaven af Den danske ordbog, finder jeg under søgeordet indkøbsnet en sofistikeret skideballe til netop denne pose.

Investerer du i et indkøbsnet af stof, vil du være med til at stoppe den endeløse brug af jordens ressourcer, som vi alle ved, ikke kan holde i det uendelige (Politiken, 2012)

Grådigt og uoverskueligt fremstilles vort forbrug.
Og det gælder jo ikke blot varer, men også nyheder og anden information om Trump, om May, Macron, Mugabe, Medvedev og hvad ved jeg. Personer og problemer vælter ned fra alle virtuelle hylder, når jeg åbner mit elektroniske net, og der er brug for maxiposer for at rumme bare det vigtigste.
Intet opvejer fryden ved det vilde og mangefacetterede i dagens udbud!
Og alligevel mærker jeg hver dag ikke blot min egen indre forsigtigper. Rundt om mig kommer de stadig flere gående med en fin pakke elegant dinglende i sin bærepind.


 ANNONCE:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar