PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Vreden
er ikke en dødssynd. Vreden er livets rod sammen med glæden, fryden, raseriet.
Den kommer ikke af sig selv, men opstår som svar på en pludselig indtruffet
ydre hændelse i en bestemt sammenhæng. Jeg jubler ikke, når fru Jones i
Pittsburgh nedkommer med et sundt og velskabt drengebarn, men jeg har gjort det
de gange, jeg selv er blevet far. Men bliver samme barn fra Pittsburgh atten år
senere myrdet på London Bridge af terrorister, opstår der i mig som i millioner
af andre en vrede over handlingens uretfærdighed og mod forbryderens
umenneskelighed.
Vreden vækker til dåd og kan tage sig udtryk som en eruption i
form af et lynende sværd. Den kan lagres som en eksistentiel følelse, der i det
stille vedholder smerte over et tab. Den kan være grobund for en ustandselig
kamp for eksistensen, som ikke blot handler om den nøgne overlevelse i en
uretfærdig verdensorden, men viser sig i livsglæde, humor, samvær i solidaritet
og hjælpsomhed.
Jeg indrømmer, at jeg er ude på dybt vand. Men så vidt jeg husker
fra mit møde i 1980 med Sara Lidman, hun modtog samme år som den første
kvindelige forfatter Nordisk Råds Litteraturpris, er ovenstående om vreden som
livets rod et udtryk for den tankegang, hun sagde lå til grund for hendes
prisbelønnede roman Vredens barn (da.
titel: Vredens børn).
Det er også det, som jeg i dag læser ud af Lidmans epos om,
hvordan Västerbottens indland blev befolket og jernbanen trukket gennem ødemarken
for at forene den med resten af Schwärje.
Hertil kommer Sara Lidmans personlige udgangspunkt for at skrive
romanen: hendes egen vrede mod undertrykkelse, udbytning og magtmisbrug i
Sverige. Den tog sig også udtryk i hendes modstand mod Vietnamkrigen og det
hvide apartheidstyre i Sydafrika.
Men vreden over vold og uretfærdighed og meningsløshed var ikke
bare hendes. Den indgik i en bevægelse, der overskred landegrænser og
kontinenter og viste vejen til bedre forhold for de udsatte.
Det var det konstruktive i vreden, der er det bestående i min erindring
om Sara Lidman og i min læsning af hendes romaner. Og det var præcis den vrede,
der gled ind i mine tanker, da jeg den 1. juni hørte verdens største og mest
egofikserede snothvalp med fortrædelig mine meddele, at Amerika, for at kunne
blive stort igen, vil melde sig ud af Parisaftalen, hvis overordnede mål er at
modvirke menneskeskabte klimaforandringer.
Make our planet great again,
kommenterede
den franske præsident beslutningen. Han udtrykte sig på engelsk, så han kunne
være sikker på at blive forstået på den anden side af Atlanten.
Hvem skal gå i spidsen, når Amerika sætter sit globale lederskab
over styr? Vreden viser vejen.
Springer
op og spænder bælte,
som
der står i gamle Grundtvigs gendigtning af Bjarkemålet.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar