SOL ER OPPE







PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Vreden er ikke en dødssynd. Vreden er livets rod sammen med glæden, fryden, raseriet. Den kommer ikke af sig selv, men opstår som svar på en pludselig indtruffet ydre hændelse i en bestemt sammenhæng. Jeg jubler ikke, når fru Jones i Pittsburgh nedkommer med et sundt og velskabt drengebarn, men jeg har gjort det de gange, jeg selv er blevet far. Men bliver samme barn fra Pittsburgh atten år senere myrdet på London Bridge af terrorister, opstår der i mig som i millioner af andre en vrede over handlingens uretfærdighed og mod forbryderens umenneskelighed.
Vreden vækker til dåd og kan tage sig udtryk som en eruption i form af et lynende sværd. Den kan lagres som en eksistentiel følelse, der i det stille vedholder smerte over et tab. Den kan være grobund for en ustandselig kamp for eksistensen, som ikke blot handler om den nøgne overlevelse i en uretfærdig verdensorden, men viser sig i livsglæde, humor, samvær i solidaritet og hjælpsomhed.  
Jeg indrømmer, at jeg er ude på dybt vand. Men så vidt jeg husker fra mit møde i 1980 med Sara Lidman, hun modtog samme år som den første kvindelige forfatter Nordisk Råds Litteraturpris, er ovenstående om vreden som livets rod et udtryk for den tankegang, hun sagde lå til grund for hendes prisbelønnede roman Vredens barn (da. titel: Vredens børn).
Det er også det, som jeg i dag læser ud af Lidmans epos om, hvordan Västerbottens indland blev befolket og jernbanen trukket gennem ødemarken for at forene den med resten af Schwärje.
Hertil kommer Sara Lidmans personlige udgangspunkt for at skrive romanen: hendes egen vrede mod undertrykkelse, udbytning og magtmisbrug i Sverige. Den tog sig også udtryk i hendes modstand mod Vietnamkrigen og det hvide apartheidstyre i Sydafrika.
Men vreden over vold og uretfærdighed og meningsløshed var ikke bare hendes. Den indgik i en bevægelse, der overskred landegrænser og kontinenter og viste vejen til bedre forhold for de udsatte.
Det var det konstruktive i vreden, der er det bestående i min erindring om Sara Lidman og i min læsning af hendes romaner. Og det var præcis den vrede, der gled ind i mine tanker, da jeg den 1. juni hørte verdens største og mest egofikserede snothvalp med fortrædelig mine meddele, at Amerika, for at kunne blive stort igen, vil melde sig ud af Parisaftalen, hvis overordnede mål er at modvirke menneskeskabte klimaforandringer.

Make our planet great again,

kommenterede den franske præsident beslutningen. Han udtrykte sig på engelsk, så han kunne være sikker på at blive forstået på den anden side af Atlanten.
Hvem skal gå i spidsen, når Amerika sætter sit globale lederskab over styr? Vreden viser vejen.

Springer op og spænder bælte,

som der står i gamle Grundtvigs gendigtning af Bjarkemålet.



ANNONCE:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar