PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i
dansk ved Helsingfors Universitet.
Efter
megen sukken gik ejeren af nabogrunden endelig med til at fælde det. Det var
angrebet af ips typographus med det
malende tilnavn den ottetande borebille. I løbet af mindre end et år havde den
forvandlet kvarterets højeste grantræ, en kæmpe på tredive meter, til en
ynkelig stamme, hvis bark klattede ned mellem de nåleløse grene.
Når det stormede, var vi bange. Ikke naboen. Han bor sikret mod
alle faldende træer tre hundrede kilometer væk i det indre af Tammerfors, og herfra
elsker han sine træer med en kærlighed, der vokser i takt med deres højde og
tykkelse. For hans indre blik står de som vældige master på fuldriggere i hård
storm over Atlanten eller bærer nationens flag så højt, værdigt og i modvind,
at det næsten kan ses fra St. Petersborg i øst til Stockholm i vest – eller han
plages af lignende galskaber typiske for fordrømte træfinner med fast bopæl i
et højhus.
Imens arbejdede billerne. Hårdt, hæderligt og fast, som var de
ansatte på en fabrik, der voksede i takt med arbejdets udførelse. I skift på
otte timer knoklede de som moderne lønarbejdere, der betragter læresætningen om
det daglige slids nødvendighed som en uomstyrtelig sandhed. På samme måde som i
for eksempel det gamle DDR, hvor tvangsmæssigt lønarbejde til alle var et bærende
element i statsideologien.
I vor vesterlandske historie har det ikke altid været sådan. I
Middelalderen var det for eksempel blandt håndværkssvende kutyme, at man ikke
arbejdede mere, end det var nødvendigt for at opretholde den vanlige levestandard.
Hvilket betød, at når man havde tjent tilstrækkeligt til livets ophold, så holdt
man fri.
Den slags er utilstedelig ekstravagance i dagens verden og
destruktivt i al moderne nationaløkonomi. Retten til dovenskab (smag et øjeblik
på ordene!) er ikke indskrevet nogen steder, mens pligten til arbejde
gennemsyrer både lovgivning og vaner. Fattigdom er skammelig. Tiggeri er
skammeligt. Men rundsave på albuerne for at komme frem er den største dyd.
Netop sådan lever borebillerne. For at kunne reproducere og forøge
sig graver hannerne sig gennem barken på en gran. Parringen finder sted i et
ynglekammer, og så går hunnen i gang. Med ufattelig energi borer hun flere gange
ud fra ynglekammeret og lægger sine æg. Når larverne er kommet ud, borer de en
ny gang ud fra den oprindelige. Og så videre i et aldrig ophørende slid.
Borebillens længde er omkring en halv centimeter, ingenting i
forhold til den omtalte gran på omkring 100 år og med en stammetykkelse ved
roden på 87,5 cm. Men borebillen lever i fællesskaber og er altid mange. Og
flittige. Og mens de tager livet alvorligt, tager de livet af træet.
Men det er ikke enden på historien.
Når larven er flyvefærdig, borer den videre eller skifter til et nyt
træ i nærheden, hvor den begynder forfra.
Og det er ganske vist, det går meget lettere end i drømmen om, at
menneskeheden efter endt ødelæggelse af jorden flyver til en ny stjerne og der
starter på en frisk.
Men lad mig vende tilbage til naboen og hans drømme om flagstænger
og skibsmaster. De blev til ingenting, for nu ligger træet der. Nu skal det
saves op og kløves. Tørt er det allerede, ikke så meget som en lille grøn kvist
er der tilbage til julepynt.
Til vinter ryger det i ovnen.
Men jeg har samlet grenene sammen og lagt dem i en lavning ind mod
en klippe. Det blev et højt læs. Det sidste måtte jeg have stige til. Om et par
år er det sunket ned til det halve. Om fem er lavningen fyldt af muld.
Det er planen at lægge kartofler, så bønner og måske ærter. Så
selv om grantræet faldt, er historien ikke forbi. Måske kommer der fem i hver
ærtebælg.
Se, det er naboens fortjeneste.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar