PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været
højskolelærer i Sverige,
leder af
Nordens Institut på Åland
og i det
meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk
ved Helsingfors Universitet.
Der
var engang noget, der hed farvebånd til noget, der hed skrivemaskiner. Jeg
foretrak den sort-røde variant til min Triumph Gabriele, for så kunne jeg
markere for eksempel et meget betydningsfuldt ikke med rødt, eller skrive i en passende farve til min kæreste.
Slog jeg rigtig hårdt på tangenterne, når jeg skrev elske, stod ordet i relief på papirets
bagside. Det var svært at læse, men det gav troværdighed og modtageren en fin
følelse i fingerspidserne ved denne næsten direkte kontakt med mine.
Og hvilket uomstødeligt bevis på skribentens kreativitet var det
ikke, når maskinens arme med de forskellige typer filtrede sig ind i hinanden i
et kolossalt bunkepul. Det standsede selvfølgelig skriveprocessen for et
øjeblik, men blokerede ikke tankevirksomheden, for med lidt fingerfærdighed var
armene igen trukket fri fra de upassende stillinger, de var havnet i, og man
kunne fortsætte og fortsætte, et helt liv kunne hvem som helst fortsætte på den
samme maskine. Eller sælge den som brugt og til en rimelig pris.
Med lidt erfaring kunne man ubesværet aflæse sindstilstanden hos
skribenten. Fejl, der var x-et ud, fortalte om tanketorske, maskinskrevne
tilføjelser i linjemellemrum gjorde opmærksom på hurtigt, men ikke hurtigt nok
undfangede supplerende ideer, mens tilskrivninger i hånden bar vidnesbyrd om
refleksion under gennemlæsning efter, at papiret var trukket ud af maskinen med
et udtryksfuldt hvin fra valsernes tandhjul.
I det hele taget gav maskinen en del lyde fra sig, og ikke bare, når
blytyperne med skiftende hastighed smældede mod farvebånd og papir. Skribenter
med sans for det melodramatiske har hørt det som rene maskingeværsalver eller træfsikre
enkeltskud.
Men mest larm gav vognen med det fastklemte papir, når den blev
skubbet tilbage ved linjeskift. Brutalt, når tankerne stod i kø, eftertænksomt,
når de var ved at indfinde sig.
Skrev man afslappet, og det gjorde man, når man skrev rent, var
kadencen i nedslagene rolig og regelmæssig. For ramte man ikke tasterne i den
rigtige rækkefølge, skulle der rettes. En stump hvidt kalkerpapir mellem
farvebånd og papir var en mulighed, hvis fejl blev opdaget, mens papiret endnu
sad i maskinen. Så blev det forkerte bogstav gennem et hårdt slag på den
forkerte tast dækket af hvidt og kunne efter fjernelsen af kalkerpapiret med et
nyt slag erstattes med det rigtige bogstav.
Tip-x, en hvid, hurtigttørrende lakfarve, var også en brugbar
mulighed.
Havde man en skarp lommekniv, og det havde mange den gang – måske
en nedarvet tradition fra den tid, da gåsepennene skulle skæres – kunne sværten
skrabes ud, og det rigtige bogstav sættes ind.
Men ville man absolut have, at siden skulle fremstå rigtig
professionelt, var løsningen med et ærgerligt grynt at rive papiret ud, så
valsen sang, og starte på en frisk side. Som det tog mellem ti og tyve minutter
at skrive fuld. Så det var let at regne ud, hvad en slagfejl kostede i tid,
hvis sjuskefejlen fandtes på den nedre halvdel af papiret.
Når jeg den gang sad og skrev, var luften altid tæt af tobaksrøg,
men ikke-rygere mindes lugten af tryksværte og olien fra maskinens bevægelige
dele. Og skulle det ske, at den blev tavs, fordi en mekanisk fejl i dens fantastiske
mekanik opstod, var det bare at tage den under armen og bære den hen til
reparatøren. Det kostede ikke alverden, og resultatet var på forhånd sikkert.
I dag er mekanikken afløst af elektronikken. Telefoner med
drejeskive hører til i gamle film, bilers forbrændingsmotorer diagnosticeres
pr. computer, kasseapparatets dataterminal validerer mit kreditkort.
Jeg ser papkruset i tiggerens fremstrakte hånd, men uden
betalingsmaskine kan jeg ingenting give.
Og den elektroniske skrivemaskinen med keyboard og skærm? Den er
et aldeles fantastisk vidunder, som sådant upersonligt og med en næsten
uundgåelig mulighed for et professionelt look på både skærm og papir, som snart
sagt enhver idiot kan skabe.
Skabe, skriver
jeg. Nej, imitere. For alt er udtænkt og afprøvet på forhånd. Elektronikken er
lydløs og lugtfri. Fejl rettes næsten med lysets hastighed, nye ideer indflettes
ubesværet, og det personlige præg garanteres af for eksempel emojis og
vedhæftede billeder. Renskrivningen, som engang føltes som pesten selv, er gået
i graven.
Det hele ville være grønt som engene om foråret, havde det ikke
været for
THE BLUE SCREEN OF
DEATH.
Denne uhyggelige trussel om al tings tilintetgørelse ramte mig med
fuld kraft for et par dage siden.
The Blue Screen Of Death fik mig til at lukke øjnene og længes
tilbage til den gang, da verden var taktil.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar