STÆRKT NEDSTYRTENDE VAND

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I vores vestlige verden har vi vand på hjernen. I Texas og i Florida er der vand i gaderne, men det er ingenting imod Bangladesh, hvor otte millioner mennesker (8.000.000/8 millioner/otte.000.000 - hvordan skal men skrive tallet for at forstå det?) er på flugt fra vandmasserne. Til gengæld – hvis Østen og Vesten skal konkurrere om størrelsen på katastroferne, har den sydøstvendte del af USA stormflodsbølger, der oven i købet nægter at sive ned i asfalt og cement, og orkaner, der slår som køller. 

Jeg googler på ordene stærkt nedstyrtende vand, der fylder mit hoved. Jeg kan høre Klaus Rifbjerg, saligt ihukommende, læse ordene højt med sin særegent distinkt indfølende stemme, men finder dem hverken her eller i mit eget begrænsede udvalg af den jegvarligevedatsige flod af bøger, han berigede sine danske læsere med.

Heller ikke andre er registreret som brugere af de tre ord, derimod giver Google et hundrede og seksogfyrre hits på den kortere, mindre potente form nedstyrtende vand. En del gange er det i klar sagprosa, som for eksempel i dette uddrag af en rapport fra Dansk Geologisk Forening:

Muligvis kunde der her være tale om rør opstået ved erosion af nedstyrtende vand, f.eks. fra en isrand.

Andre eksempler er litterære, her et citat fra 1800-talsromanen Kaptajn på 15 Aar.

Næppe kunde hans Raab overdøve Larmen af det nedstyrtende Vand, der, sydende og skummende, faldt i mere end hundrede Fods Dybde, og med sin uimodstaaelige Magt om faa Minutter vilde have slynget den spinkle Baad i Afgrunden. Baaden

lystrede villigt Aaren, der ført af Herkules’ kraftige Arm bragte den paa tværs af Strømmen ind til den venstre Bred.

Det første citat om erosion udtrykker den usikkerhed, der er nødvendig i formuleringen af videnskabelige teorier, indtil de er blevet efterprøvet så mange gange, at de må anses for at være bevist.

Det andet citat er af den franske romanforfatter Jules Verne. I sidste halvdel af 1800-tallet pirrede han sine læsere med beretninger om rejser under havet, i luften, i rummet og til jordens indre, på øde øer og i mørke kontinenter med mere. Uden at ryste på hånden fortæller han i ovenstående citat, hvordan Herkules’ menneskelige styrke, konkretiseret ved hans kraftige arm,  overvinder den uimodståelige natur, som vi ser og hører i form af et vandfald på en tredive-fyrre meters dybde.

For Jules Verne ligger der ikke et paradoks i dette, og det kan der heller ikke have været for hans læsere, for så ville han ikke have haft i millionvis af dem. For Jules Verne var det livets højeste mening, at mennesket altid var stærkest, og at naturen måtte bøje sig.

På en måde elsker jeg synspunktet – det stråler af  optimisme og den tro på menneskets almagt, der var karakteristisk for en epoke, hvor Gud af nogle blev erklæret for død, og damp- og benzindrevne maskiner udrettede herekuliske bedrifter. Jeg skal da hellere ikke skubbe under stolen, at jeg var bjergtaget af de Jules Verneske mirakler, da jeg slugte hans romaner i midten af 1900-tallet.

I dag er jeg mere ydmyg. Mennesket kan, javel! men åbenbart ikke ubegrænset. Der er helt klart et kolossalt oplevelsespotentiale i dagens ukontrollerede vandmasser, derfor er de gode nyheder trods deres rædsomme indhold. For de rummer en uhørt stærk appel til menneskets realitetssans, som meget vel kan tage udgangspunkt i et måske af den art, det ovenfor citerede uddrag af rapporten fra Dansk Geologisk Forening så klædeligt begynder med.

Desværre kom jeg med dette ikke nærmere Klaus Rifbjerg og hans forhold til stærkt nedstyrtende vand.

Måske er han bare fascineret.

ANNONCE: