PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Terror er fysisk eller
psykisk vold mod sagesløse
i den hensigt at skabe frygt
for at fremme et bestemt
politisk eller religiøst mål.
–
Mor, hvordan blev jeg til?
Eller:
– Far, far, Egon siger, at jeg er lavet af fars? Hvad betyder det?
Fars?
Jo, jo, der var engang for rundt regnet halvtreds år siden, da de
sværeste spørgsmål om livets oprindelse drejede sig om den avling, som Eva og Adam efter at have spist af kundskabens træ
pludselig opdagede var syndig og skamfuld.
I dag i vores sekulariserede verden er dét spørgsmål, der kan få
forældre til at vride sig ikke det om livets oprindelse i mors mave, men det
om, hvad forældrene gør og har tænkt sig at gøre for at forbedre verdens
tilstand. Eller ikke har gjort eller tænkt.
Om det har sociologen Rasmus Willig og filosoffen Arne Johan
Vetlesen skrevet en bog, der hedder Hvad
skal vi svare?
Og det svar er virkelig ikke let for en
far, der ser livets mening i en bøf, og en mor, der ikke kan leve uden at holde
ferie i Syden mindst én gang om året.
Jeg ved ikke, om de to lærde mænd bruger
netop ovenstående eksempler, for jeg har ikke selv læst bogen, kun en
anmeldelse af den i Dagbladet Information,
skrevet af dets kyndige og entusiastiske miljø- og videnskabsmedarbejder Jørgen
Steen Nielsen.
Mens jeg læste anmeldelsen, ærgrede jeg
mig lidt, for jeg vidste egentlig alt i forvejen. Undtagen én ting: Jeg vidste
ikke, og ved stadig ikke, hvorfor jeg ikke gør
noget og aldrig har gjort noget – altså
noget radikalt, noget, der virkelig kan skubbe verden i den rigtige retning.
Blevet vegan, for eksempel, eller i det
mindste vegetar. Og ikke som nu en, der bevæger sig hid og did uden noget stabilt
moralsk kompas.
Og hvad med bilen? Hvor meget behøver vi
den egentlig? Og selv om vi kikkede på benzinforbruget, min kone og jeg, da vi
anskaffede den, var det ikke det, der havde højeste prioritet.
To eksempler fra den daglige tilværelse
fra én, der omstillingsparat bruger sin frihed til at vælge et liv, som vækstøkonomiens
forbrugsmønster har lært ham er behageligt og nødvendigt – – – et
øjeblik føler jeg mig ganske schizofren – hvem er denne han, hvem er dette jeg? Og
hvad menes der egentlig med frasen at
vælge?
Men så smelter troen på det frie valg
sammen med mine to udspaltninger, ligesom de formodentlig gør det hos
hovedparten af denne blogs læsere, når de konfronteres af deres børn eller
andre fornuftsvæsener, som tradition, magelighed og det daglige bombardement
af, at produkter skaber lykke, endnu ikke har indfanget totalt.
Men når jeg føler mig mest trængt – når jeg
ikke engang med argumenter fra mit kendskab til den nye teknologi, der løser
alle miljø- og klimaproblemer, kan vride mig ud af konfrontationen med en sejr
for mig og miljøet, griber jeg til den endelige løsning.
Med saglig stemmeføring kører jeg de
virkelig store syndere frem – dem, der ikke alene taler for den grænseløse
vækst, men som også taler imod det, vi, den oplyste del af menneskeheden,
møjsommeligt har lært om økologi og klimaforandringer.
På den måde finder jeg, i sand populistisk
ånd, enkle løsninger på komplicerede problemer.
Hvilket for en stakket stund giver mig en
tiltrængt ro i sjælen.
Behøver jeg at nævne navnet på de store
synderes ypperstepræst? Den mand, som ikke alene er en værre en, men værre end
den værste. Bare jeg siger clean coal,
ved alle, hvem jeg tænker på.
Og nu falder det mig ind, at denne
ubodfærdige i virkeligheden også er det værste af alt det, man i dag kan være: terrorist. Jo, slip ikke, hæng endnu et
øjeblik fast i læsningen af bloggen og tænk på alle orkaner og skybrud! Som
bliver flere og flere. Og som hans politik vil forøge i antal og forværre i
styrke.
Er dette ikke en subtil måde at udøve
terror på? For hvem kan benægte, at han og hans politik skaber fysisk og
psykisk vold mod sagesløse? Hvilket er en del af definitionen på terror.
Men hvad er det, han vil fremme? Hvorfor
vil han skræmme?
Han vil fremme sin mulighed for at bevare
magten, hvilket indebærer genvalg af ham om knap tre og et halvt år.
Og hvordan hjælper orkaner ham til det?
Næ, hov, det er ikke orkanerne i sig selv, det er opfattelsen af dem kogt ned
til det enkle spørgsmål: Hvorfor opstår de?
Se, der deler verden sig i to lejre. Den
ene holder på, at menneskeskabte klimaforandringer findes, den anden holder på,
at de ikke findes. Konfrontationen mellem de to lejre er i de seneste måneder
skærpet. Og jo stærkere, de to lejre står over for hinanden, desto stærkere
står han, tror han, nemlig ud fra den velkendte devise del og hersk. Eller som de gamle romere sagde:
Divide et impera.
Tre små ord, der for godt et par tusind år
siden mere end noget andet var med til at bygge verdens hidtil største
imperium.
Er jeg komplet sindssvag? Raser jeg med en
afsindigt populistisk løsning på et brændende, aktuelt problem? Muligvis, men
kun, hvis jeg ikke vil fratage mig retten til spørgsmålet:
– Skal vi have bøf i aften?
Som næsten bliver konklusionen på denne
blog.
En konklusion, der er lige så mudret som den
nære fortids tale om blomster og bier og storke, der kom flyvende med de små
børn hængende under næbbet i en ble, når spørgsmålet: hvordan blev jeg til, kom
på tapetet.
Den store forandring, der har fundet sted
siden da, er ganske enkel: Nu drejer barnets spørgsmål sig ikke længere om
livets opståen, nu handler det om min aktive deltagelse i livets ophør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar