SFINKSENS DATTER ER SLUPPET LØS













PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Som ekstrabonus for mine trofaste bloglæsere kommer her Introen til Sfinksens datter. Den,
der vil læse mere, kan fortsætte med endnu et par kapitler på min hjemmeside asgeralbjerg.fi
Spørg i boghandlerne efter bogen, eller køb den på byensforlag.dk

INTRO
Næsten som Pippi Langstrømpe
De sidder tit sammen i den grønne sofa. Hans højre arm ligger om hendes skulder, bogen har de imellem sig. Om søndagen kan de sidde i timer. Nogle gange er han kommet til at holde hende så hårdt ind til sig, at hun protesterer.
– Jamen det er bare, for at du ikke skal forsvinde, siger han og stryger hende over håret. Det er sort og stritter ud i to rottehaler med gummibånd. Næsten som Pippi Langstrømpe, ved hun.
Han læser igen, og hun kikker på billederne. Eller på ordene, som han skal pege på, mens han læser dem. Hun har en bog om en stribet kat. Når han siger ordet kat, ser hun det på papiret lige over hans finger. Hun kan også læse ordene stribet og killinger.
– Hvor er du dygtig, nu kan du læse, siger han.
– Så vil jeg også have en kat. En stribet. Eller en egyptisk.
Han holder hende hårdt om skulderen, men hun vrider sig fri og griber efter hans viltre, grånende hårmanke.
– Når jeg kan læse, er jeg stor nok til at passe den. For det har du selv sagt.
Hun begyndte at plage om en kat i tiden efter, at det frygtelige var sket. Den gang han ikke kunne finde på noget bedre at sige, end at hendes mor var blevet dræbt i en trafikulykke. Men nu lå i en fin kiste og skulle begraves. Og blive en engel.
I en fart glider hun ned fra sofaen og finder eventyrbogen med det lange ord. Den hedder Hyrdinden og Skorstensfejeren. Hun blader om til siden med det enorme skab og peger på et af ordene under det.
– Gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergent, rabler hun og ser på ham.
– Når jeg kan læse alle ordene, skal jeg så gå i skole?
Hun kravler op på hans lår og begynder at hoppe, så rottehalerne gynger.
– Av­av, det er mine lår, det gør ondt.
– Skal jeg?
– Der er flere ord, end du kan forestille dig, siger han og peger over på leksikonet. Det står og fylder godt op i reolen ovre på den anden side af kakkelbordet.
– Men når jeg kan læse dem. Alle ordene.
– Så er du i hvert fald klogere end nogen, jeg kender.
– Det ved jeg, siger hun og løfter næsen mod loftet.
– For jeg er den klogeste pige i verden.
– Og den smukkeste, tilføjer han.
– Ligesom Hyrdinden?
– Helt ligesom Hyrdinden.
Han løfter hende op, så hun hænger over hans ansigt.
– Kommer der så en farlig mand med gedebukkeben og tager mig ind i skabet?
Han sænker hende langsomt ned, så deres næser rører hinanden.
– Livet er et bjerg af utrolige oplevelser. Og det er altid farligt at være den smukkeste. Og den klogeste, siger han og løfter hende op og ned, til hun hviner.
– Men jeg er den stærkeste. Og skal nok passe på dig.
– Kan du også løfte en pyramide? spørger hun, da hun lidt efter svæver på hans ene hånd.
– Ikke helt. Men en sfinks!


ANNONCE:









Ingen kommentarer:

Send en kommentar