PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Tårerne
ville ikke holde op med at trille i de franske køkkener og omkring
middagsbordene, da nyheden om, at Paul Bocuse, den franske mesterkok, traditionalisten
og fornyeren af det franske køkken, elskeren af vin, af gåseleverpostej, af
fløde, af firdelte ærter og af kvinder – åbent polygam som han var, ejeren af
et kulinarisk imperium med restauranter over hele verden og ud af en
kokkeslægt, der fortaber sig tilbage til 1700-tallet, kåret til Frankrigs
bedste arbejder i 1961, valgt til århundredets kok i 1989, tohundredåret for
den Store Franske Revolution, var sovet stille ind den 20. januar i en alder af
91 år.
Hans berømmelse hos finsmagere var uovertruffen, og han forvaltede
den med et frisprog, som aldrig fik ham til at tabe anseelse, men gik rent ind
i den franske folkesjæl.
On me reproche de prendre des poses à la César, mais ça c’est le théâtre. En fait, je
suis très timide. Je ne sais jamais où mettre mes mains. Sauf avec les femmes.
Da jeg ved morgenbordet havde læst dette citat i nekrologen over
ham i dagbladet Le Monde, af i hvert
fald franskmænd betragtet som verdens mest seriøse avis, måtte jeg råbende
gentage ordene for Madame, der netop havde stillet sig under bruseren:
Man
bebrejder mig, at jeg stiller mig an som Cæsar, men det er bare teater. Når det
kommer til stykket, er jeg meget genert. Jeg kan aldrig finde ud af, hvad jeg
skal gøre med mine hænder. Undtagen, når det drejer sig om kvinder.
skreg
jeg gennem den lukkede dør, bruseforhænget og vand i kaskader.
Der lød et hvin tilbage gennem vand, bruseforhæng og dør. Hvordan
det skulle tolkes, vil jeg lade derhen. Jeg selv kom til at tænke på, at den gyldent
selvspejlende remse:
Det,
man siger, er man selv,
faktisk
ikke er så enkel.
For er det i virkeligheden ikke lige så meget måden, man siger det på. Altså den form, som det sagte får i for
eksempel en finsmagers franske mund. Eller formen, det får i en grovæders
amerikanske.
Alle ved, naturligvis, hvem jeg tænker på, når jeg taler om den
amerikanske mund. Jeg behøver bare at nævne to ord
grab
her
for
at få hele sætningen i dens viderværdighed ind på læserens indre skærm.
Ham bliver feminister af begge køn ikke trætte af at være vrede på.
Men på franskmanden, der siger stort set det samme med en
indforstået holdning og et næsten umærkeligt smil under de lettere hævede bryn –
hvem er blevet vred på ham, en kejtet mand med lidt løse hænder, som han
sikkert lægger om på ryggen med et genert smil, hvis de ikke bliver vel
modtaget?
Da amerikanske kvinder i hundredtusindvis lige efter den omtalte
præsidents indsættelse i embedet demonstrerede imod ham og hans krænkende
udtalelser, var mange af dem iklædt såkaldte pussyhatte i farver, der direkte henviste til den del af kvindens
krop, de især ville fokusere på for at
fortælle, at den sandelig var deres helt egen og krævede samtykke for at
blive intimideret – også med ord. Med andre ord var de i deres visuelle udtryk lige så direkte – nogle
vil måske ligefrem kalde det grove – som deres præsident var det i sit verbale udtryk.
Jeg har ikke hørt en eneste kritisk røst rejse sig i den
anledning.
Men fanden var løs i Laksegade, da Catherine Deneuve sammen med nioghalvfems
andre franske kvinder i anledning af #MeToo-kampagnen forfattede et åbent brev for retten til at flirte og mod et puritansk regime og en bornerthed,
som de ældre blandt dem med personlige omkostninger havde kæmpet for at frigøre
sig fra engang for halvtreds-tres år siden.
De
kropsberøringer, kvinder udsættes for, er ikke nødvendigvis et anslag imod
vores værdighed, og hvor ubehagelige de nogle gange kan være, må de ikke føre
til, at vi bliver til evige ofre,
skriver
de. Tvetydigheden er det ikke til at tage fejl af. Galanteri, der til sin natur
er insisterende, men kan tage sig kluntede udtryk, billiger de hundrede kvinder,
mens de tager afstand fra mandschauvinistisk aggression, og behøver jeg at sige
det: voldtægt. Så langt er det mere eller mindre klart, hvor de står. Det hele
kan hænge på et verbum, der har fået hårene til at rejse sig under nogle
pussyhatte.
Verbet er importuner. Det optræder allerede i overskriften i det
åbne brev, som bringes af Le Monde
den 9. januar.
Nous défendons une liberté d’importuner,
står der,
hvilket betyder, at kvinderne forsvarer retten til at ... Og hér opstår
problemet, for hvad betyder verbet importuner
egentlig? Min hjælper i nøden, som jeg altid har ved hånden, Le Petit Robert, fortæller mig, at
betydningen af importuner strækker sig
fra at kede, mishage og plage til at beskrive
en ubelejligt eller upassende opførsel.
Det bliver jeg både klogere og ikke-klogere af, og endnu mere
forvirret bliver jeg nogle dage senere, da Dagbladet
Information med blandt andet henvisninger til forskellige oversættelser af
ordet verden over giver en håndfuld franskkyndiges bud på, hvad ordet mon betyder.
Forslagene på dansk ligner det store ta’-selv-bord:
forføre,
lægge an på, være anmassende, være upassende, genere, krænke.
Hvor de et hundrede franske
kvinder i deres forsvar for seksuelt frisind præcis sætter grænsen, får således
stå hen i det uvisse.
Og det er måske netop her, vi skal finde deres egentlige pointe,
for det er her, spændingen i kønsforholdet ligger. Entydigheden og plumpheden overlader
de, kok eller kvinder, og tro mod den natur, som frankofiler verden over synes
at elske, til deres brødre og søstre på den anden side af Atlanten.
De er, deres vane tro, som elefanter i porcelænsbutikker, og det
er i længden ikke så lidt kedsommeligt.
ANNONCE:
