PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det
her er kraftedme ikke for hvide
mennesker!
Frasen, med stærktryk på edme,
blev ofte spyttet ud af menig 46. Han var motorvognsfører i Sønderjyske Artilleriregiments
Stabsbatteri engang midt i tresserne. Ordene kom som på bestilling, når han var
havnet i noget, der krævede slid, så blodet sprøjtede fra neglene og hænderne flossede.
Jeg husker 46 som væver fyr med en bogstaveligt bred kæft og en
aldrig standsende strøm af underholdende kraftudtryk. Især blomstrede hans
sprog, når han bed tænderne sammen.
Havde jeg været idiot nok til at spørge, om han faktisk havde lyst
til at dø af kræft eller var racist, havde det sikkert udløst en byge af
hånsord mod mig, studenten, der var så helvedes klog, at jeg ikke behøvede
hovedet. Hvilket var et nej til begge spørgsmål. I hvert fald var det, hvad jeg
selv ville have svaret efter at have brugt ordene. Og det gjorde jeg.
Selvfølgelig.
Vi er her på et tidspunkt i kraftudtrykkenes historie, da fuck var ukendt og kønsord ubrugelige.
Krævede ens udsagn eftertryk, holdt man sig til røv og fækalier. Og var dét
ikke stærkt nok, gik man syd for støvlesålerne – altså til Helvede og dets
beboere i alle afskygninger. – Hvis man er bandeordsnostalgiker, kan man med
fordel gense et par afsnit af tv-serien Huset
på Christianshavn. Flyttemand Olsen er her en sand mester i det klassiske
repertoire af eder og forbandelser, der henviser til Satan og co.
Det var i de dage for længe siden, da I niggerland bananen gror havde en selvskreven plads i børnesangbogen
De små syngers udødelige repertoire. Jeg
har sunget den så længe, jeg kan huske. Især var den god til at køre på
løbehjul efter, den gav lissom mere kraft i benene. Det, jeg især lagde mine
følelser i, handlede om den grædende krokodille, den grimme niggeræder, som der står. Samt sangens slutord:
Nej,
danske dreng, du har det godt,
sig
tak for livets goder
og
send en kærlig hilsen ned
til
ham, din sorte broder.
Med de ord blev jeg personligt indblandet i sangen. Jeg fik her serveret
det direkte, som sangen havde ladet mig forstå: at jeg egentlig havde det rigtig
godt, jeg som havde løbehjul og alting. Samtidig fik jeg en første forsmag på kravet
om solidaritet med mine brødre i de underudviklede
lande, som nogle kæphøje politikere dengang kaldte udbyttede, tidligere
koloniområder i den tredje verden. For eksempel i Afrika.
Jeg er sikker på, at 46, som i øvrigt var murer i det civile, i
børnehaven eller i skolens mindste klasser har skrålet med på sangen sammen med
andre børn, for hvem, inklusive mig selv, sorte mennesker fra Afrika mere var litterære
figurer end hørte til i den virkelige
virkelighed.
Nu, i 2018, er virkeligheden stærkt anderledes. Nærmest vendt på
hovedet. N-ordet i alle dets varianter er forbudt. Det er politisk ukorrekt,
det er forhånende, det er udtryk for en racistisk tankegang og kan kun til nøds
tolereres i en historisk sammenhæng, for eksempel som betegnelse for det
slaveri, der især i Amerika voksede frem i 1700-tallet.
Samtidig har der fundet en holdningsændring sted. Umærkeligt har
man bevæget sig fra det nysgerrige, det accepterende og inkluderende til det
diskriminerende og direkte racistiske. Mantraet i dag er, at man skal kende sin
plads. Danmark er for danskere med sytten aner, og hovedparten af dem, der
kommer udefra, skal hurtigst muligt ekspederes tilbage til deres hjemlande. De
unge, arbejdsføre sorte mænd fra Afrika, som udgør en væsentlig del af
bådflygtningene fra Nordafrika, er ikke, som i fx 1700- og 1800-tallets Amerika,
en velkommen arbejdskraft. Langt mindre bliver de betragtet som et tilskud til
et dansk, selvglad kulturmønster. De er pariaer, som vi ikke vil se inden for
rigets grænser.
Denne antipatiske bevægelse har på en generation flyttet sig fra det
ekstreme Fremskridtspartiet over Dansk Folkeparti og er nu havnet med fuld
styrke i Socialdemokratiet, der med sit kursskifte i dag står til vælgerfremgang
og statsministerpost. Samtidig er der tilbagegang hos Dansk Folkeparti, konkurrenten
med hensyn til gammelnationalisme og kravet om rød-hvide grænsebomme – i hvert
fald i opinionsmålingerne, hvad der er nærmest uhørt i partiets snart
treogtyveårige historie.
I deres valgoplæg offentliggjort for nogle dage siden vil
Socialdemokratiet i Danmark ophæve den spontane asylret for den, der kommer
over Danmarks grænse, og, kort sagt, sende ham, hende eller hele familien til
en nordafrikansk asylkoloni, hvor deres sag så skal behandles af – ? Ja, det
er, så vidt jeg har forstået, noget
uklart. Ligeledes er der ikke megen realisme i at tro, at lande syd for
Middelhavet står i kø for at varetage de interesser, Danmark, et af verdens
rigeste lande, ikke selv kan overkomme. At denne politik skulle være inhuman og
umoralsk er fra statsministerpartiet Venstre ikke modargumentet. Modargumentet
er, at den er urealistisk.
Efterkrigstidens tanke om international
solidaritet og høje ambitioner på
det humanitære område er som blæst bort.
Den slags fine ord kendte jeg ikke, da jeg som dreng susede af
sted på mit røde løbehjul livligt syngende om de sorte små i fyrre graders hede. Men så meget havde jeg forstået
af de voksnes voksensnak, at der lige havde været en forfærdelig krig, og at
Danmark med nød og næppe var sluppet helskindet ud af den. Vi havde været
heldige, havde vi, var det gået anderledes, kunne vi være havnet i det rene helvede.
Det var også en af tankerne bag de internationale konventioner om
menneskerettigheder, der med dansk diplomati som en af de vigtige drivkræfter blev
udformet i fredens og den internationale fordrageligheds tegn efter
Verdenskrigens slutning i 1945.
Hvis jeg med et dristigt tankeeksperiment i en politisk ukorrekt
formulering skulle knytte an til menig 46’s frase om, at det her dævleredeme ikke var for hvide mennesker, vil
jeg sige, at den praksis, de fleste og største partier i Danmark nu plæderer
for at indføre, kan vise sin vrangside den dag, Danmark er i nød og har brug
for medmenneskelighed.
I dag er det sådan, at man ikke tør sige neger endsige nigger af
frygt for at blive stemplet, men at det er comme il faut at planlægge
tilbagesendelsen af sorte asylsøgere til et endnu værre helvede end det, de flygtede
fra. For mig at se dækker en sprogligt højglanspolerede overflade over et
anløbet virkelighed.
PS
Lad det være slået fast med syvtommersøm: Ovenstående er ikke et forsøg på at
få genoptaget I niggerland bananen gror
i De små synger, hvorfra den
forsvandt i 1993. At forstå den, som den var tænkt, kræver i dag nærmest en
doktorgrad i historie og i litteratur, og det er næppe umagen værd at erhverve
den for netop denne sangs skyld.
Læs min hjemmeside: asgeralbjerg.fi
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar