STILHEDENS MAGT. OM EMMA GONZALES

 PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Josva anfaldt Jerikos mure

med trompetskrald.

De sank i grus.

Det er en bibelsk sandhed,

som ingen arkæolog

trods store anstrengelser

har kunnet bevise.

I samme bog fastslås det,

at israelitterne i fyrre år

havde været på ørkenvandring

uden mål og med,

men da de havde gået syv gange omkring Jeriko

og blæste murene et stykke,

– nogle vil måske sige en lang march,

faldt de med et brag,

der ændrede historien

og stadig giver genlyd.

Erobringen af Jeriko

og nedslagtningen af indbyggerne

har hverken årstal eller dato.

Men arkæologerne mener,

at det kan være sket

halvandet årtusind før vor tidsregning,

altså for cirka tre tusind fem hundrede år siden.

For blodt et par hundrede år siden

kæmpede soldater med forladegeværer.

Det gav nogle gode brag

og en masse røg.

Når forladegeværernes skud var fyret af,

skulle de lades.

Det skete stående.

Først skulle krudtet hældes i,

derefter kuglen,

der blev slået i bund med en ladestok.

Til allersidst skulle det papir,

som krudtladningen havde været pakket ind i

stampes fast for at sikre,

at kuglen ikke trillede ud,

så soldaten ikke fyrede med løst krudt.

Der fandtes naturligvis flere måder at lade på,

men fælles for dem var,

at det skete stående

og krævede omkring et halvt minut

for den veltrænede.

En halvautomatisk riffel,

for eksempel en AR-15,

kan skyde så hurtigt,

man kan trække af.

Ét skud i sekundet

eller flere, hvis man er hurtig på fingeren.

En sådan riffel blev brugt ved skoleskyderiet

på Marjory Stoneman Douglas High School

i Parkland, Florida, USA.

Dette skete et par hundrede år efter,

at borgerne i landet fik ret til at bære

forladegeværer.

Brag af geværer

og skrald af trompeter

har skabt historie.

Israels.

USAs.

Men kan stilhed?

Jeg hørte den lørdag den 24. marts 2018

om aftenen.

Den blev båret frem af Emma Gonzales,

som overlevede massakren i Florida.

Konfronteret med en halv million demonstranter

var hun tavs i fire minutter og femogtyve sekunder,

mens tårerne trillede ned ad hendes kinder.

Se det for dig, og se det igen:

Teenageren Emma står over for en halv million mennesker

mellem Det hvide Hus og Capitolium.

Alle kikker op på hende og forventer,

at hun skal sige noget.

Hele tiden.

For det gør man i USA.

Men det gør hun ikke.

Hun tier, mens tårerne triller ned ad hendes kinder.

Lydløst.

Hun står der bare.

Krammer manuskriptet uden lyd.

Venter tiden ud.

Da hun igen tog ordet,

havde hun stået bag talerstolen

i seks minutter og tyve sekunder

– det samme tidsrum,

gerningsmanden brugte til at dræbe sytten mennesker

på hendes skole.

Jeg så hende flere gange,

hørte stilheden,

og så hende med sikre skridt gå ud af billedet,

inden jeg slukkede for min ipad.

Men hun er der stadig.

Sammen med alle de andre.

Uigendrivelig.

Se min hjemmeside: asgeralbjerg.fi

Annonce:

FRYGT, FORDOMME OG YDMYGELSER

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Episode 1

Det var midt på dagen sidste torsdag i toget mellem centralstationen i Helsingfors og Helsinki Vantaa Airport. Jeg opdagede pludselig, at jeg sad og skævede til de nærmeste passagerer. Hvem rejste med kufferten, model maxi, sort med et anonymt udseende,  der stod alene under vinduet mellem to sæder lige ved siden af mig. Det måtte være en mand, for den var for tung til en kvinde.

Nu rullede den selv – lidt tilbage ved togets acceleration, og det samme stykke fremad, når det bremsede ind.

Ingen vaskeægte arabisk terrorist, sådan en mand med daggamle skægstubbe, turban eller PLO-tørklæde, dukkede op i mit synsfelt, kun en ældre herre med sixpence og stok, men hvem ville garantere, at ikke også han kunne ... Desuden tre kvinder, hvoraf den ene så temmelig mandhaftig ud, håret var rødbrunt med mange lokker og en underlig glans.

En paryk, formodentlig. Sådan en havde man før hørt om blev brugt til forklædning.

Ingen af de tilstedeværende syntes interesseret i den store, sorte kuffert. Men det kunne jo være et trick. I hvert fald stod det klart, at det var det rene selvmord at sidde i nærheden af sådan en kuffert, hvis den altså tilhørte en selv.

Og mord. Overlagt mord på uskyldige – som for eksempel mig.

Lignede nogen af de tilstedeværende en morder og en selvmorder?

Jeg skævede op til min egen grå metallic kuffert i kabinestørrelse, som jeg havde smidt op på bagagehylden. Skulle jeg tage den og hurtigere end vinden forsvinde længst muligt frem i toget? Eller stå af ved næste station? Det ville være mere end ærgerligt, for jeg havde en aftale i København, som jeg ikke bare kunne aflyse på grund af en personligt opdaget bombetrussel. Men hvis det nu ikke bare var en trussel, men en realitet med den bombe, der om lidt sprang i luften en halv meter fra mig, så kom jeg jo heller ikke til København.

Gode råd var minsandten dyre.

Skulle jeg afvente og snige mig efter manden, hvis jeg altså kunne, når han, hvis han dukkede op, stod af ved lufthavnen slæbende sin kuffert efter sig og anmelde ham til den nærmeste politimyndighed for begrundet trussel mod flysikkerheden.

Jeg kunne jo ringe med det samme, for pokker, telefonen lå i min lomme.

Episode 2

Nogle dage efter stod jeg i Copenhagen Airports passager- og håndbagagekontrol. Jeg var kommet uhindret igennem. Foran mig  en midaldrende mand, en anelse korpulent på den italienske måde –  han havde sikkert en fed kone hjemme i Napoli, der fodrede ham med spaghetti og olivenolie, og en ældre kontrollør med to ruder på hver skulder.

Omhyggeligt tog den veltrænede kontrollør genstand efter genstand op af italienerens mintgrønne toilettaske, og holdende dem mellem to fingre puttede han dem ned i lufthavnene egen lille, autoriserede plasticpose, mens han på overtydeligt engelsk med dansk accent benævnede hver genstand:

– Deres parfume, sir, Deres tandpasta, Deres barberskum, Deres ansigtscreme ... Sådan her som jeg nu gør, skal De huske at gøre hver gang, før de ankommer til bagagekontrollen her i Københavns Lufthavn. Kan De have en fortsat god dag og en behagelig rejse hjem til Italien.

Mens jeg stod der som tilskuer med mit på det tørre, syntes jeg, at det virkede helt naturligt.

Men da jeg lidt efter sad i flyet, indså jeg, at terrorismen med indtoget af frygt, fordomme og ydmygelser isprængt racisme, sexisme og tvangstanker har vundet sin første storsejr over vores sind og vore handlinger.

Jeg famlede i nettet på stoleryggen foran mig. Mon der fandtes en brækpose?

ANNONCE:

Læs min hjemmeside asgeralbjerg.fi