 |
| Dem derinde |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Taler
man om nogen, der er inde i varmen,
tænker man sjældent på temperaturen, der omgiver dem. Man tænker på, at de hører
til dem med indflydelse på fx medier og politik, har en solid uddannelse, som
de kan bruge til noget, blandt andet til at tjene penge, hvad de selvfølgelig
gør.
Omvendt hører i normal sprogbrug dem ude i kulden til samfundets magtesløse med lav uddannelse og
indkomst.
Udskifter man i hvert udtryk varme med kulde går sprogbrugen fra
at være metaforisk til at blive konkret. Hører jeg, at en person er inde i kulden går tankerne let til et
koldt rum, evt. med stærke minusgrader, måske ligefrem et fryserum af den art,
som Egon Olsen fra filmene om Olsenbanden engang kom stivfrosset ud af, dog
stadig med ild i cigaren. Konkret bliver det også, når man nævner, at en person
er ude i varmen, som er et sted, hvor
solen rigtig bager. Tag et kort fantasitrip til egne omkring ækvator og fornem,
hvordan sveden perler ned ad panden.
I slægt med talemåderne om dem inde
eller ude i varmen eller kulden hører
udtrykket dem derude. Det anvendes
typisk af personer, der føler sig inde i
varmen, fx af meningsdannere og politikere i tv. Interessant nok omtaler disse
ikke sig selv om os herinde, nemlig
os, der ved bedre, har netværk og bestemmer.
Det er mit gæt, at de ikke gør det af beskedenhed, men af mangel
på omdømme. De har, som fx Hillary Clinton under valgkampen mod Donald Trump, åbenbart
den opfattelse, at masserne out there
med lav uddannelse og indkomst også er magtesløse og uden netværk. Men det er
de ikke, de har stemmeret og kender folk, som kender folk, som kender folk, som
stemmer. Desuden kan de tale om hverdagens ønsker, drømme, rædsler og konkrete
oplevelser. Fx om oplevelsen af at blive talt ned til af dem, der bevæger sig
elegant rundt inde i det politiske, videnskabelige, finansielle og mediale
univers.
Hvad bryder de sig om, at en af præsidentkandidaterne kløjs i
syntaks og ortografi, når det, han skriver, ellers er klart og uden de skjulte
forbehold, der er hjemmebane for karrierepolitikeren?
De ser verden som konkret – hvad den uimodsigeligt er. De ser en
mur som en mur og et pigtrådshegn som et pigtrådshegn – for nu at tage bare to
eksempler.
Ved søndagens valg i Ungarn vandt den siddende regeringsleder, repræsentant
for dem derude, landsbydrengen Viktor
Orbán. Af landets små ti mill. indbyggere bor et par millioner i Budapest, hovedstaden
i Ungarn, hvor få byer kommer op på to hundrede tusinde indbyggere. Resten er
mere eller mindre bondeland. Her tæller familiepolitik, skat og pension. Det er
dér, dem derude bestemmer, hvem der
skal stå i spidsen for Ungarn. Og det er nogle helt andre end dem derinde ønsker.
I Danmark har vi længe hørt tale om provinsen, udkantsdanmark
eller vandkantsdanmark. Det er i
senere tid i bl.a. partiet Venstres sprogbrug ændret til ude i produktionsdanmark.
Elendig new-speak! Vil man have fat i vælgerne og beholde os, skal
ve tiltales som dem, vi er, og med indsigt i, hvor vi står. Såvel indenfor som
udenfor hovedstadsområdet. Begge steder har Venstre tabt vælgere.
Hvem er vi så? Hvor står vi?
Som ligeværdige i et land, der udgør en helhed defineret af den
stemmeret, hver og en af os har. Sådan vil vi tiltales og ikke mobbes som
mindreværdige, uproduktive eller åndsformørkede af opportunistiske
københavnersnuder, der excellerer i letkøbt provinspopulisme.
Her, og ikke i nedladenhed, er forudsætningen for den respektfulde
samtale, som er livsnerven i den samfundsordning, dem derinde elsker at elske og holde jubilæumstaler om.
Husk det, alle opportunistiske københavnersnuder, hvor end i
verden I befinder jer!
Nu talte jeg metaforisk.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar